Klokken er seks. Jeg skulle tidligt hjem. Jeg er ikke fuld. Jeg spiste en shawarma med mig selv på hjemvejen. Mødte en pige, jeg har set bartende en del... jeg har lagt mærke til hende. Det endte med jeg fulgte hende længe på vej. Hun er utvivlsomt meget homo.... og hånden på hjertet, jeg er fascineret og tiltrukket af hende. Helt afsindigt kønt ansigt, og helt afsindigt drenget krop.

Jeg kyssede hende forvel. Med mit nu lange hår, lange støvler, røde negle og øreringe og ret feminin overfrakke.

Hun kyssede skidt. Lad os sige ad helvede til. Men det er lidt ligemeget. Jeg er i chok over at jeg er tiltrukket. Og hun kunne fortælle at hun har problemer med skulderen, at den var ødelagt, og jeg kom til at fortælle, at det kan man ikke se, heller ikke i hvid skjorte.... dermed sagt, at jeg har set hende an tidligere. Hvilket jeg jo må have gjort. Hun var ved at gå ud af sit gode skind af smiger, og det var dejligt at smigre hende og gøre hende glad. Jeg talte jo sandt. Jeg er sgu ved at være en player for alt og alle.


Nå... jeg tror bare jeg må affinde mig med, at jeg er bi. Det er ikke noget nyt. Men det ændrer jo ikke noget egentlig. Jeg vil helst attråes af mænd. Der er intet frækkere end en mand, der vil have en. Lige nu savner jeg begær.. men klokken er jo også fucking halvsyv om morgen. Gå så i seng, din vendekåbe - du aner ikke hvem du er. Fornemmede at der var en del, der synes jeg var sød i aften... men de gør ikke noget. tager ikke mod til sig, kigger bare udfordrende på en og forventer, man tager affære.. ikke som hende her gjorde... gik direkte over til mig, og kiggede mig i øjnene, og siger hej. Og jeg gør det heller ikke... Det er de modløse der keder sig, ikke de uintilligente. Jeg har sagt det før, og jeg mener det. Jeg er lidt doven for tiden. Modløs.

Er vist ret træt - ikke fuld i øvrigt, hvilket er dejligt - ikke desdo mindre føles tingene ikke overraskende en anelse uklare